Cirkusdukken
vinter/forår
Mit udgangspunkt til billeder var i første omgang ikke igennem kameraet. I stedet tegnede og malede jeg – men fotografiet lå ikke langt væk. Jeg har altid taget billeder. Ikke i samme grad som i dag. Dog har min trang til at gribe kameraet har dog kunne ses gennem mængden af ferie – familie og hverdagsbilleder, som jeg har taget gennem årerne. Alligevel har jeg, hvis jeg må være så fri, gennem de sidste par år forfinet min teknik med kameraet så meget, at det kan blive til noget mere produktivt end familiealbummet. Omkring min 50 års fødselsdag besluttede jeg mig for endelige at gøre mere ud af hvad, jeg den gang betegnede som en interesse. Men for at komme ordentligt i gang måtte jeg først glemme alt, hvad jeg på forhånd vidste om at tage billeder. Jeg måtte simpelthen starte fra bunden.
Tidligere havde jeg altid taget billeder med familiens analogkamera, og selvom jeg foretog enkelte eksperimenter med forskellige former for analoge kameraer, så var det først da jeg fik et digitalt kamera i hånden, at jeg for alvor begyndte at tage billeder. Ikke fordi jeg ikke holder af de analoge kameraer, men det økonomiske aspekt – prisen per fremkaldelse, gjorde ofte at jeg måtte holder mig tilbage eller kasserer mange motiver, før jeg overhovedet fik taget et billede. Med digitalkameraet var det anderledes. Jeg kunne pludselig lege, tage billeder på må og få og endelig for alvor give mig hen til alle de motiver (besværlige eller ej), som jeg mødte på min vej. Nu snart syv år senere lege jeg fortsat. Ikke så meget med kameraet, som med billedbehandlingsprogrammer så som Photoshop.
Jeg er en hyppig bruger af photoshoppen. Hermed er det ikke sagt, at jeg efter tre-fire års anvendelse mestrer photoshoppen 100 %, det er nok nærmere 15-25 %. Programmerne indeholder jo netop så mange fantastiske muligheder, at jeg stadig mangler meget før, jeg kan anvende alle redskaber til at få det fulde udtryk ud af et billede.
-
Min indgang til fotografiet er naturen, eller det der lever rundt omkring mig. Det område jeg bor i er et sandt eventyrland, der gennem alle fire årstider inspirerer mig, og nogle dage skal jeg ikke gå længere end til min egen have for at ”finde” mine billeder.
Det jeg sætter mest pris på er enkelhed, at kunne få en helhed ud af et billede.
- At få farver, lys og linjer til at gå op i en højere enhed.
I min forkærlighed for det enkle rummer mange af mine billeder få elementer.
Ofte ikke mere end 1 ting, eller 1 person. Jeg har dog ikke noget ”foretrukket motiv”
Selvom jeg holder meget af det enkle, veksler jeg alligevel meget mellem det helt ”rene fotografi” og min egen leg med et billede. En leg, der af og til ender med et mere kompliceret billede.
Jeg lægge selv større vægt på fotografiet, og selvom redskaber som Photoshop gør det muligt for mig at inkorporere grafiske og maleriske elementer, så forsøger jeg efter bedste evne at lade det rene foto være dominerende i mine billeder. Det er dog, som før skrevet langt fra ligetil at få det billede, som jeg har oppe i hovedet til at stemme overens med det foto, jeg får taget. Nogle gange har lyset, omgivelserne, selve motivet eller noget så frustrerende som et øjebliks tøven på aftrækkeren en så kraftig afsmitning på selve optagelsen, at der skal flere timers arbejde i Photoshoppen til at genskabe lige netop dét billede, som jeg i øjeblikket så for mig.
Nogle gange står jeg fx overfor et motiv, som i sig selv er enkelt, men optagelsesforholdene gør, at det under selve billedbehandlingen skifter karakter. Det enkle viser sig pludseligt langt mere kompliceret og krævende, så af og til må jeg opgive mit ”indre billede” til fordel for det billede, som optagelsen udvikler sig til. Selve billedbehandlingen bliver på den måde næsten et arkæologisk arbejde, hvor jeg med de redskaber, som fotoprogrammerne tilbyder, langsomt arbejder mig frem til kernen af billedet – det udtrykket i det indtryk, der inspirerede mig til overhovedet at tage billedet.
I sidste ende forsøger jeg vel, med alle de redskaber, som jeg har til min rådighed, at præsentere mit motiv – de indtryk jeg får i det øjeblik, hvor jeg ”ser” billedet for mig – på netop den måde, som jeg mener yder motivet mest retfærdighed. Mange gange står jeg overfor optagelser, hvor motivet selv lægger op til et mere malerisk end rent fotografisk billede, hvorved at fotoet bliver til et delelement.
